Folkets grundlov: Zenia Stampes grundlovstale d. 5. Juni 2010
(Det talte ord gælder)
Grundlovsdag er en god lejlighed til at tage temperaturen på demokratiet. Tidligere år har jeg hæftet mig ved spørgsmål som EU’s rolle og internettets demokratiske muligheder. Men i år er det grumme alvor. For demokratiet har det skidt. Rigtigt, rigtigt skidt. Her tænker jeg ikke engang på det faktum, at vi har en regering, der slår revner midt i en krisetid. Jeg tænker på os. Og jeg tænker på vores fundamentale demokratiske rettigheder.
Jeg har levet mange år i den tro, at ytringsfriheden og forsamlingsfriheden var ukrænkelige størrelser. I hvert fald i et civiliseret land som Danmark, der fører krig for at give andre de samme rettigheder. Men i år har jeg lært, at det ikke er tilfældet.
• Man kan ikke tage for givet, at man kan forsamles frit og sige sin mening.
• Man kan ikke engang tage for givet, at grundloven bliver overholdt.
IOC og dronningens fødselsdag
Det første gik op for mig en våd oktoberdag foran Bella Centeret. Jeg var taget derud sammen med tre andre republikanere for at demonstrere mod kronprinsens medlemskab af Den Olympiske Komité. Vi var knapt nok nået rundt om hjørnet til Bella Centeret, før vi blev passet op af et par politibetjente og bedt om at forlade området. Hvorfor, spurgte vi. Fordi vi var – og nu citerer jeg – ”imod det, der foregik derinde”. Men vi skulle være velkommen til at demonstrere et andet sted.
Det samme svar fik vi, da vi et halvt år senere anmeldte, at vi ville demonstrere på Amalienborg Slotsplads i forbindelse med Dronningens fødselsdag. Vi var – ifølge politiet – en trussel mod den offentlige orden. Eller det vil sige. Ikke os. Men dem, der kunne finde på at gå løs på os. Hattedamer bevæbnet med hårnåle og børnehavebørn med dannebrog, skulle man forstå.
Nu går verden selvfølgelig ikke under, fordi et par forkølede republikanere ikke må demonstrere foran Bella Centeret og Amalienborg. Det overlever både republikanismen og demokratiet. Men episoderne vidner om en trist tendens. Nemlig at politiet i stadig stigende grad griber ind over for selv fredelige demonstrationer.
Men det er ikke politiet, jeg er ude efter. De følger sådan set bare den kurs, der bliver udstukket af det politiske flertal. Og den er ikke til at tage fejl af.
Ballademagere, Brorsons kirke og Lømmelpakken
Anders Fogh Rasmussen lagde allerede kimen til den udvikling i 2006, hvor han kaldte landets mange demonstrerende pædagoger for socialistiske ballademagere. Det var nu ret svært at se det ballademageragtige ved syngende pædagoger.
Det samme var tilfældet for de mange borgere, der havde samlet sig om irakerne i Brorsons Kirke i sommers. Alligevel gik der billeder verden rundt af kampklædte betjente, der slog løs på fredelige demonstranter.
Kort efter vedtog regeringen og Dansk Folkeparti lømmelpakken, der gav politiet ret til at anholde demonstranter blot for at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Det fik Bubber at mærke. Han var en ud af de i alt 1898, der måtte en tur i klimafængslet i Valby. Vel at mærke uden at have gjort noget ulovligt.
Amnesty International, Østre Landsret, Dommerforeningen, Retspolitisk Forening og Institut for Menneskerettigheder advarede mod Lømmelpakken. Og juraprofessor Claus Haagen Jensen dristede sig endda til at spørge, om det overhovedet var foreneligt med Grundloven at skræmme folk fra at bruge deres forsamlingsfrihed.
Grundlovskomitéen
Om det er det, finder vi sandsynligvis aldrig ud af. Ligesom vi heller aldrig finder ud af, om regeringen brød Grundloven, da den i 2003 gik i krig i Irak uden et FN-mandat.
I syv år har Grundlovkomitéens arbejdet for at få prøvet Irak-krigens lovlighed. Men i år måtte foreningen lukke og slukke med uforrettet sag. Højesteret afviste at behandle sagen, fordi den mente, at sagsøgerne ikke var personligt berørt. Endda selvom forældrene til en af de faldne soldater var blandt sagsøgerne.
Under selve retsmødet sagde Kammeradvokaten, der førte sagen for staten, at det ikke er “en opgave for de danske domstole at afgøre, om en dansk folketingsbeslutning er i overensstemmelse med Grundloven og folkeretten”, og at hvis “regeringen har brudt grundloven eller folkeretten er det op til vælgerne og folketingspolitikerne at afgøre den sag”.
Men hør. Det hænger jo overhovedet ikke sammen. Hvis et flertal i folketinget har vedtaget en lov, der er på kant med Grundloven. Hvad er sandsynligheden så for, at et flertal i det selvsamme folketing vil kende loven grundlovsstridig?
Flertalstyranniet
Og så er vi nået til sagens kerne. Og det helt store store problem ved det danske demokrati og den danske grundlov.
Vi har placeret al kontrol med regeringen i Folketinget. Det gav måske mening, dengang regeringen var udpeget af kongen, og regering og folketing derfor var to helt uafhængige instanser. Men i dag er regeringen udpeget af folketinget, og hvad er folketingets kontrol så værd? Ikke en pind. Og derfor lever vi faktisk i et demokrati, hvor regeringen kan tage selv de mest fundamentale rettigheder fra os, så længe de har 90 mandater. Et flertal i folketinget kan fx uden problemer indføre dødsstraf – for eksempel for at tegne profeten Muhammed!
Folkets Grundlov
Det er derfor vi skal have en ny grundlov. Men denne gang skal det være folkets grundlov. Det vil sige folkets aftale med folketinget og regeringen om, at uanset hvem der sidder på magten, og uanset hvor solidt de sidder på den, så kan de aldrig bruge den til at krænke vores grundlæggende rettigheder.
Som borgere skal vi være sikre på, at politikerne ikke misbruger magten.
Derfor har vi brug for en ny grundlov.
Trackbacks /
Pingbacks