Direkte demokrati i alpelandet

28 april 2010 af Rasmus Malver Ingen kommentarer »

Interesserede republikanere i alle aldersgrupper var i dag samlet, for at høre den pensionerede DR-korrespondent Peter Stokholm fortælle om det schweiziske demokrati. Alpe­landet har altid været kendt for sin neutralitet, sin bank­­hemmelig­­hed, og de mange folke­­afstemninger.

Dagens oplægsholder kunne fortælle, at han i 1970 så byens mænd samles på torvet om søndagen. Her stemte de ved at række deres sværd i luften, og så var det op til den lokale valgstyrer at vurdere, hvilket forslag der havde fået flest stemmer. Først i 1971 fik kvinderne (ved en folkeafstemning) stemmeret. I 1959 var et tilsvarende forslag blevet forkastet. Peter Stokholm fortalte, at der blandt argumenterne imod kvindelig stemmeret var det åbenlyse faktum, at de jo ikke gik med sværd.

I Danmark kan kun Folketinget kalde til folkeafstemning. I Schweiz kan folket både komme med nye lovforslag, og kræve afstemning om lovgivning som parlamentet har vedtaget. I 2009 gik man på landsplan til stemmeurnerne fire gange, om otte forskellige forslag.

På mødet blev der både sat fokus på fordele og ulemper ved den øgede brug af direkte demokrati. I 2009 blev et forslag om at forbyde muslimske bønnetårne, modsat alle forventninger, vedtaget. Det har skabt meget juridisk debat, fordi Schweiz har tilsluttet sig den euro­pæiske menneske­­rettigheds­­konvention, og det er usikkert om man på den måde kan fravige den.

Næste møde i bevægelsen er generalforsamlingen d. 30. maj, hvor der både vil blive debatteret og festet.

Hvad kan vi lære af Schweiz?

25 april 2010 af Rasmus Malver Ingen kommentarer »

Foto: eriknewby

DR’s korrespondent i Schweiz Peter Stokholm er en af de danskere der bedst kender alpelandets forfatning, og dens anvendelse i praksis. På onsdag den 28. april, kommer han til København, for at holde oplæg og spørgetime for alle interesserede.

Du behøver ikke at være medlem af Den Republikanske Grundlovsbevægelse, men har selvfølgelig mulighed for at melde dig ind på aftenen.

Det foregår på onsdag, d. 28. april, kl. 17.00 – 19.00, i Kulturstaldene på Halmtorvet i København, et stenkast fra Hovedbanegården.

Politiken.tv

18 april 2010 af Rasmus Malver Ingen kommentarer »


Se indslaget på Politikens hjemmeside.

Urobetjente afviste grundloven

16 april 2010 af Rasmus Malver 17 comments »

Den Republikanske Grundlovsbevægelse forsøgte i dag at gennemføre den planlagte demonstration i Amaliehaven. Vi havde medbragt dannebrogsflag, grundlove samt et banner og et skilt med teksten “vi ville hellere have stemt på dig”.

Der gik ikke mange sekunder fra de første medlemmer af bevægelsen var dukket op, før der stod to hærdebrede urobetjente, som højlydt krævede identifikationspapirer, og som ønskede at undersøge teksten på banner og skilt. De blev tilbudt en grundlov hver, men nægtede med et grin. Efter at have lavet baggrundscheck på de fremmødte, gik betjentene 10 skridt væk, og tilkaldte derfra forstærkninger. Snart var der placeret betjente på alle sider af os.

Naturligvis skræmte denne optræden de tilstedeværende, og et par stykker valgte at gå hjem. Da demonstrationen var forbi, gik et par medlemmer af bevægelsen ned til kajen, og købte en kop kaffe. Først da kaffen var drukket, stoppede politiets overvågning.

Det danske politi havde, i strid med grundlovens § 79, nedlagt forbud imod at afholde demonstrationen på Amalienborg Slotsplads, af hensyn til vores sikkerhed. Det viste sig i dag, at den eneste trussel imod vores sikkerhed kom fra politiet selv.

Demonstration på fødselsdagen

9 april 2010 af Rasmus Malver 27 comments »

Der har været stor opbakning til Den Republikanske Grundlovsbevægelses idé om at tage på Amalienborg Slotsplads for at sige “tillykke, men vi ville hellere have stemt på dig”. Planen er, indtil videre, at vi mødes kl. 11.30 i Amaliehaven [se kort]. Her vil bevægelsens formand sige et par ord, og vi vil byde nye og gamle medlemmer på et glas boblevand.

Dronningen vil ikke se republikanere

25 marts 2010 af administrator 30 comments »

Pressemeddelelse, 24.03.2010

Berlingske Tidende bringer torsdag historien om, at Den Republikanske Grundlovsbevægelse har fået forbud imod at være tilstede på Amalienborg Slotsplads på dronningens fødselsdag. Københavns Politi har ikke ønsket at begrunde deres tilsidesættelse af grundloven. Grundlovsbevægelsen vil tage afgørelsen op med politidirektør Johan Reimann.

Bestyrelsesmedlem, cand. jur. Rasmus Malver, som har forsket i forfatnings- og menneskeret, udtaler:
- Det er problematisk, at staten forsøger at forhindre borgernes eneste mulighed for at komme i kontakt med statsoverhovedet. Det er en åbenlys krænkelse af grundlovens § 79 om forsamlingsfrihed.
- Danmark har et ikke-demokratisk-valgt statsoverhoved, som nægter at se sit folk i øjnene. Det lugter af enevælde.

Om politiets afgørelse
Københavns Politis afgørelse:
”Der gives ikke tilladelse til demonstrationer på Amalienborg Slotsplads. Du er dog velkommen til at søge om en anden placering, men hvis denne placering på nogen måde griber ind i afviklingen af Dronningens fødselsdagsarrangement, vil der ikke blive givet tilladelse.”

Grundlovens § 79, 1. pkt.:
“Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede.”

Nyttige undersåtter

10 marts 2010 af administrator 3 comments »

Af Lisbeth Bech Poulsen
Næstformand DRGB

Mediernes fornemmeste opgave er at tale magten imod på en saglig måde, og at levere uafhængig og kritisk formidling af væsentlige samfundsforhold.

Derfor kan det undre at Kongehuset ikke bare undgår kritisk journalistik, men ligefrem bliver båret frem af en, langt overvejende, bukkende og skrabende dansk presse. Kim Bach skriver i Information, under overskriften Royality Show, at

TV 2 og DR [bruger] millioner på at producere den ene propagandaudsendelse efter den anden, hvor kongehuset og dets medlemmer hyldes på det mest tåkrummende.”

Han henviser til DR’s dokumentar-serie Kongehuset Indefra. Den første udsendelse viste blandt andet en dronning der griner af danskerne og mener at de er “komiske” med deres mobiltelefoner. En udsendelse der helt i tråd med langt størstedelen af mediedækningen ikke stiller kritiske spørgsmål eller udfordrer de medvirkende på nogen måde.

Hvis nogen anden institution eller person – lad os sige statsministeren, blev mødt med samme underdanighed og ukritiske mediedækning, ville det få politiskere, journalister og danskerne i almindelighed til at fare i flint. Selv den umådelig populære Søren Gade blev kritiseret for den bestilte dokumentar der skulle dække hans sidste dage som minister.

Kongehuset er lige dele Billed Blads-beundring, prinsesse-drømme og misforstået tradition. Det var også engang en tradition at hverken kvinder, fattige eller  tjenestefolk måtte stemme. De traditioner gik vi da heldigvis bort fra for at lade demokratiet komme til sin ret. På samme måde er kongehuset et fortidslevn og en skamplet på et moderne demokrati.

Så hvorfor denne underdanighed og ukritiske beundring for mennesker, der netop bare er mennesker som du og jeg? Det er mig en gåde. Hvad er det der ophøjer disse mennesker andet end fælles DNA med tidligere tiders diktatorer?

Det er pinligt at den frie danske presse så velvilligt agerer nyttige undersåtter for så udemokratisk institution. Bedst bliver det illustreret af producenten af Kongehuset Indefra, Anders Agger, der til BT udtaler:

“Jeg er ikke venner med dem, men jeg skal med til næste havefest hos Kronprinsparret, og jeg vil blive ret skuffet, hvis jeg ikke sidder ved siden af Dronningen.”

Medlemsmøde på Christiansborg

8 marts 2010 af administrator Ingen kommentarer »

Den Republikanske Grundlovsbevægelse holder medlemsmøde på Christiansborg søndag den 21. marts 2010. Programmet byder på besøg af de engelske republikanere, oplæg om en fremtidig grundlovsrevision og planlægning af kommende aktiviteter, herunder en republikansk markering af dronningens 70 års fødselsdag.

Alle medlemmer er velkommen under forudsætning af forhåndstilmelding, da vi skal igennem Folketingets sikkerhedsprocedurer. Vi mødes ved hovedindgangen til Christiansborg kl. 12.50 præcis og går samlet op til lokalet, hvor mødet foregår.

Er du endnu ikke betalende medlem, kan melde dig ind her på siden. Er du i tvivl om du er betalende medlem kan du kontakte kassereren på kasserer@drgb.dk

Program

13:00 Velkomst v/ Zenia Stampe, formand for DRGB

13:30 Den engelske republikanske bevægelse, v/ Graham Smith, campaign manager, Republic

15:00 Pause

15:15 SF’s initiativer på grundlovsområdet v/ Anne Baastrup, retspolitisk ordfører for SF

15:45 Derfor har vi brug for en ny grundlov/ Rasmus Malver, jurist og bestyrelsesmedlem DRGB

17:00 Slut

Ønsker du at deltage, så send en e-mail til web@drgb.dk senest torsdag den 18. marts.
Vi glæder os til at se jer!

Timingen er perfekt for republikken

5 marts 2010 af administrator Ingen kommentarer »

3. marts 2010

Pressemeddelelse:

Den Republikanske Grundlovsbevægelse: Timingen er perfekt for republikken

Aftenens dokumentarudsendelse om kongehuset tegner billedet af en dronning, der har mistet følingen med folket og en kronprins, der er tynget af udsigten til at blive konge. Samtidig viser en meningsmåling, at et flertal af danskerne mener, at Margrethe bør abdicere. Timingen er med andre ord perfekt til af afskaffe monarkiet.

- Aftenens DR-dokumentar om kongefamilien viser en dronning, der ikke kan bruge en mobiltelefon, og en prinsgemal, der lader sine børnebørn køre uden sikkerhedssele, selvom det både er ulovligt og farligt. Et flertal af danskerne mener, at dronningen bør abdicere, men det tal vil formodentligt stige endnu mere efter aftenens dokumentar, siger Zenia Stampe, formand for Den Republikanske Grundlovsbevægelse.

I Den Republikanske Grundlovsbevægelse mener man dog ikke, at der er nogen grund til at bebrejde regentparret deres gammeldags opførsel.

- Langt hen ad vejen er det jo bare et udtryk for, at dronningen og prinsgemalen er ved at blive gamle. Vi bliver jo alle gamle en dag, så det kan man ikke bebrejde dem. Man kan til gengæld godt bebrejde dronningen, at hun klamrer sig sådan til tronen. Der er jo ikke nogen af os andre, der kan forlange at forblive i jobbet til vi er 90, siger Zenia Stampe.

I Den Republikanske Grundlovsbevægelse er der til gengæld håb om, at dronningens forsøg på at klamre sig til tronen kan blive republikanismens helt store chance.

- Timingen er perfekt til at afskaffe monarkiet. Vi så jo i sommers, hvordan støtten til kongehuset er ved at krakelere. Samtidig har vi en kronprins, der selv efter 41 år ikke rigtig kan forlige sig med tanken om en dag at skulle være konge. Men det behøver han måske slet ikke. For hvis Margrethe agter at blive siddende på tronen, til hun dør, har vi tid til at vedtage en ny grundlov, og kronprinsen kan slippe med skrækken, afslutter Zenia Stampe..
______________________________________________________________________
For yderligere kommentarer kontakt:
Zenia Stampe, formand for Den Republikanske Grundlovsbevægelse
Mail: zeniastampe@gmail.com
Tel.:25 88 38 38

Flertallet mener Margrethe skal gå af

4 marts 2010 af administrator Ingen kommentarer »

Flertallet af danskerne mener at Margrethe skal abdicere nu eller senest om ti år.
Det viser en meningsmåling omtalt i Politiken i dag. 46 procent mener at hun skal gå nu eller inden for en overskuelig periode. 38 procent mener, at hun skal blive siddende som dronning og de resterende 16 procent er i tvivl.

Undersøgelsen er lavet i forbindelse med DR dokumentar-serien Kongehuset Indefra og dronningens snarlige 70 års fødselsdag.